Museum bremser solcelleanlæg

Museum bremser solcelleanlæg

Planen om tre store solcelleanlæg på I alt 170 hektar ved Vildbjerg er kommet i fare, skriver aoh.dk.

Det er Museum Midtjylland der nu kræver, at området hvor et 170 hektar stort solcelleanlæg skal opføres skal undersøges for værdifulde fund, inden der bygges på det. Undersøgelsen skal betales af selskabet der står bag opførslen, og det er Solenergi Danmark A/S.

- De vil have tre millioner kroner, før de vil kigge på det. Jeg forstår det ikke - hvis de vil grave i jorden, må de bruge deres egne penge, siger Anders Ztorm, direktør i Solenergi i Danmark, til aoh.dk

Ikke brug for undersøgelser

Anders Ztorm mener ikke det er nødvendigt at lave undersøgelserne, da solcelleplanerne ikke kommer til at få den store indflydelse på landskabet.

- Jeg synes, det er skørt, at vi ikke kan få lov at sætte noget op, for vi laver ingen veje eller anlæg, og vi følger terrænet, så vi kommer ikke til at ødelægge noget. Der skal ikke ret meget i jorden - det drejer sig om nogle få pæle på 15 kvadratcentimeter, der skal ned for hver 30 kvadratmeter. Solcellerne bliver sat op i en højde af én meter, og er der noget nedenunder, kan de grave det frem under panelerne, siger Anders Ztorm.