Motorcykler for op mod en mio. stjålet

Motorcykler for op mod en mio. stjålet

Motorcykelforretningen MC Huset i Kølkær blev i nat udsat for hvad politet betegner som et velforberedt indbrud.

Velforberedte tyve stak i nat af med fem motorcykler fra MC Huset på Kølkærhovedgade vi Kølkær.

Alarmen gik kort efter klokken tre. Da smadrede tyvene en rude og fik åbnet en port til udstillingen.

Herfra tog de to Harley Davidsoner til 200.000 kroner stykket, en rød motorcykel af mærket MV Augusta  til 350.000 kroner og to racer-motorcykler - formentlig kawasaki'er.

- Den røde Augusta motorcykel findes der kun fire eller fem af i Danmark, så det er lige som at stjæle en Ferrari. Den vækker opsigt, siger indehaveren af MC Huset, Michael Hauge til Herning Folkeblad.

Tyvene var over alle bjerge da både politi og ejer dukkede op, og derfor tror politiet, at indbruddet var nøje planlagt.

- Vi har mistanke om, at de kan have holdt stedet under observation, for de var hurtigt væk igen, siger Henning Præstegaard, vicepolitikommissær ved lokalpolitiet i Herning.

Han hører derfor gerne fra folk, som har hørt eller set noget mistænkeligt i området.  Man kan ringe til Midt- og Vestjyllands Politi på nummer 114 med sine oplysninger.