Morten stemmer for første gang - i en alder af 36

I en alder af 36 år har Morten Rasmussen i dag stemt til folketingsvalget for første gang.

Det allerførste valg blev foreviget med en selfie af den 36-årige skibonit.
Det allerførste valg blev foreviget med en selfie af den 36-årige skibonit.
Foto: Morten Rasmussen

Muligheden har været der flere gange før, men Morten Rasmussen fra Skive har aldrig tidligere sat sit kryds på en stemmeseddel.

- Jeg kommer fra et hjem, hvor politik ikke har været noget, man talte om, så jeg har aldrig sat mig ind i det. Jeg har syntes, det virkede for uoverskueligt, siger den 36-årige kontorarbejder.

Selvom interessen for politik i en vis grad altid har været der, har Morten Rasmussen ikke vidst, hvad han skulle gribe og gøre i.

- Det er ligesom at købe et IKEA-møbel uden en brugsanvisning. Hvor skal jeg lige starte?

Men en opvækst i et hjem, hvor der ikke blev snakket politik henover middagsbordet, kunne ikke blive ved med at være en undskyldning for Morten Rasmussen.

Med alderen er interessen for politik vokset, og i år besluttede den 36-årige skibonit sig så for, at han skulle have sin debut i stemmeboksen.

- Jeg har i mange år sagt, at man har en frihed til at stemme. Men jeg kan også godt se i dag, at det ikke er alle, der har den mulighed, så det er man nødt til at værne om, siger han.

Vil sidde bænket til skærmen

Til dette folketingsvalg stiller 13 partier op. Så mange partier har ikke stillet op siden valget i 1990, så for valgdebuttanten har der været meget at sætte sig ind i.

- Jeg har set mange debatter i fjernsynet og jeg har fulgt med i nyhederne. Og så har jeg ikke tal på, hvor mange tests jeg har taget, siger Morten Rasmussen.

Selvom mange af testene viste noget forskelligt, kom den 36-årige stemmedebutant frem til, at han var mest enig med Venstre. Det var også det parti, der fik hans stemme, da han satte sit kryds ved valgstedet i Skive.

- Det er en fed fornemmelse. Ligesom hvis man har hjulpet en ældre dame over vejen. Man ved, at man har gjort noget godt, siger han.

Fire ugers valgkamp er overstået, og det er altså ikke kun politikerne, der venter i spænding på valgresultatet.

- Jeg regner med, at når det hele går amok i aften klokken 20, så sidder jeg bænket til skærmen, siger Morten Rasmussen.

Den 36-årige skibonit er overbevist om, at han vil blive ved med at stemme i fremtiden.