Morsø Kommune frikendt

Morsø Kommune frikendt

En uvildig undersøgelse fra Kommunernes Landsforening afviser beskyldningerne om, at kommunens familieafdeling skulle have manipuleret med flere sager om anbringelser af børn, og at ledelsen tvang rådgivere til at gå på kompromis med deres faglighed.

Viggo Vangsgårds beskyldninger om at familie-afdelingens ledelse skulle have manipuleret med sager og påtvunget sagsbehandlere bestemte konklusioner blev i dag skudt ned af en uvildig undersøgelse fra Kommunernes Landsforening.

"Det er jeg utroligt glad for", siger borgmester Egon Pleidrup til TV/MIDT-VEST. "Vi var jo blevet anklaget for at manipulere med sagerne, og sådan en tvivl kan vi simpelthen ikke sidde overhørig. Derfor er det jo en god melding for os," siger Pleidrup.

Viggo Vangsgaard er derimod ikke imponeret over undersøgelsen. Han er fortørnet over, at KL's konsulenter ikke har interviewet de sagsbehandlere, der af forskellige grunde ikke længere arbejder i kommunen:

"Det har været ligesom en retssag, hvor kun forsvaret har fået lov at køre deres vidner. Jeg har ikke fået lov at inddrage de sagsbehandlere, der har været impliceret i de sager, jeg klagede over, så jeg mener ikke, at vi kan bruge undersøgelsen til noget som helst, " siger Viggo Vangsgaard til TV/MIDT-VEST.