Morsingboer vælger erhvervsuddannelser

Morsingboer vælger erhvervsuddannelser

Som den eneste kommune i hele landet er der på Mors flere unge der vælger en erhvervsuddannelse end der vælger gymnasiet. Det er væsentligt flere end på landsplan hvor kun 18,5 procent vælger en erhvervsuddannelse.

På Mors vælger de unge lidt anderledes end de gør i resten af Danmark. På landsplan vælger syv ud af ti nemlig at tage en gymnasial uddannelse, mens 18,5 procent vælger en erhvervsuddannelse. På Mors er billedet et lidt andet. Her vælger 41,9 procent nemlig en gymnasial uddannelse, mens hele 49,3 procent vælger erhvervsuddannelserne.

Og at morsingboerne ikke vælger gymnasiet lige så meget til som resten af Danmark, går meget godt i tråd med efterspørgslen.

- De kompetencer vi har brug for, er jo folk der kan gøre sig gældende indenfor produktionserhvervet, siger Arne Munkholm, der er erhvervschef i Morsø Erhvervsråd.

Men der er også stadig dem der vælger gymnasiet. Det er 41,9 procent på Mors. Dem er der også brug for.

- Det at man har fået en studenterhue, det er jo et godt udgangspunkt, til også at komme i lære som smed. Der er jo ingen der siger, at man skal være smed resten af livet. Det er et rigtig godt udgangspunkt til at dygtiggøre sig og blive ingeniør, produktionsteknolog osv., siger Arne Munkholm.

Se herunder hvor mange der vælger henholdsvis en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse i de andre midt- og vestjyske kommuner:

Procent der vælger en erhvervsuddannelse:

Favrskov                                     21,6 Herning                                           17,8 Holstebro                                      21,6 Ikast-Brande                                19,5 Lemvig                                            18,7 Ringkøbing-Skjern                       23,4 Silkeborg                                       20,7 Skive                                               24,8 Struer                                             23,6 Viborg                                             18,3 Morsø                                             49,3 Thisted                                           28,2

Procent der vælger en gymnasial uddannelse

Favrskov                                        73,0 Herning                                          69,3 Holstebro                                      69,5 Ikast-Brande                                77,7 Lemvig                                            70,0 Ringkøbing-Skjern                     67,7 Silkeborg                                       65,1 Skive                                               61,1 Struer                                             68,6 Viborg                                             76,1 Morsø                                             41,9 Thisted                                           62,1

Kilde: Undervisningsministeriet - Styrelsen for it og læring