Møllgaard tæt på landsholdet

Skjern Håndbolds nye bagspiller Henrik Møllgaard er ifølge Ulrik Wilbek kraftigt inde i billedet til en plads i landsholdstruppen.

Med 31 mål i fem ligakampe har Henrik Møllgaard fået en flot start for Skjern Håndbold - og belønningen kan vise sig at komme i form af en udtagelse til landsholdet.

Landstræner Ulrik Wilbek siger i hvert fald til TV/MIDT-VEST, at den 27-årige bagspiller er "kraftigt inde i billedet".

Om det så er lig med en udtagelse, vil landstræneren ikke sige, men svaret kommer på mandag, når landstræneren udtager truppen til en træningssamling og to kampe mod Argentina.

Mod på mere

Henrik Møllgaard er indtil videre noteret for 24 A-landskampe, og den flotte start i Skjern har givet ham mod på mere.

- Efter OL har Wilbek selvfølgelig gjort sig nogle tanker om, hvordan spillet skal sættes sammen. Det bliver måske på en lidt anden måde, efter at de andre hold har fundet ud af, at de skal mandsopdække Mikkel Hansen. Så nu må vi se - men jeg håber da, at mine præstationer er gode nok til, at han kigger min vej, siger Henrik Møllgaard.

Han understreger i øvrigt, at han har været meget glad for skiftet til Skjern.

- Jeg har det fantastisk. Jeg vidste godt, at det var et godt sted at komme til med nogle gode drenge og styr på alt det praktiske omkring holdet. Men at jeg skulle falde så hurtigt til, har jeg ikke turdet håbe på, siger han.

Se indslag om Henrik Møllgaard her:

 

02:02 Luk video