Missing People: Vi håber, det er Jonas!

Politiet kan endnu ikke sige, om liget, der i morges blev fundet i Storåen, er liget af den forsvundne Jonas Hedegaard Hansen. Hos Missing People håber de, at familien nu kan få vished.

19Ligfund_0.jpg

Missing People har været dybt involveret i eftersøgningen af den forsvundne 22-årige soldat Jonas Hedegaard Hansen, der forsvandt efter en bytur natten til den 5. marts i Holstebro.

Nyheden om, at et lig tidligt torsdag morgen blev fundet i Storåen, giver folkene bag et håb om, at familien til den forsvundne soldat nu kan få endelig vished.

- Familien har været udsat for meget. Nu synes jeg, de skal have en ende på det her, og det håber jeg, de får nu. Så jeg håber, at det er Jonas, de har fundet, siger Søren Pedersen, der er indsatsleder i Missing People Denmark.

Folkene bag Missing People har de sidste mange uger koncentreret deres eftersøgning omkring Vandkraftsøen i Holstebro. Her var de sikre på, at liget af Jonas Hedegaard Hansen skulle findes.

Har I ledt det forkerte sted?

- Nej, det har vi ikke. Vi har fået indikationer af vores hund, og det er dem, vi er gået ud fra, siger Søren Pedersen.

Først svar fredag

Ifølge Midt - og Vestjyllands Politi er Jonas Hedegaard Hansen den eneste eftersøgte person lige nu i Holstebro-området.

- Derfor er det selvfølgelig også én af de ting, vi arbejder ud fra også i forbindelse med identifikationen, at det kan være Jonas, vi har fundet, siger Allan Laustsen, der er leder af Lokalpolitiet i Holstebro.

Liget er blevet kørt til Retsmedicinsk Institut i Aarhus, hvor der skal finde først et ligsyn og dernæst en obduktion sted. Tidligst i morgen fredag forventer politiet at kende identiteten på den afdøde.

Se mere i vores udsendelse 19.30:

1:43
Liget af en mand blev torsdag morgen fundet i Storåen ved Idomlund uden for Holstebro.