Minister om dansk rum-eventyr: Kæmpe oplevelse

Uddannelses- og forskningssminister Esben Lunde Larsen oplevede på nærmeste hold, da Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde begav sig ud på sin rumrejse.

- En KÆMPE oplevelse er nu ovre. Andreas Mogensen er sendt i rummet. Se min lille video optaget 800 meter fra Soyuzraketten.

Sådan skriver Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) på sin Facebook-profil efter den succesfulde opsendelse af Soyuzraketten med danske astronaut Andreas Mogensen som passager.

I weekenden skiftede Esben Lunden Larsen hjemmet i Hvide Sande ud med Kazakhstan for at følge Andreas Mogensen på nærmeste hold.

Ondt i maven

Og i dag kulminerede års arbejde så for den danske astronaut - til stor begejstring og beundring fra den danske minister.

- Stemningen var meget spændt, og ved opsendelsen kunne man mærke, hvordan jorden rystede. Det var en helt fantastisk oplevelse. Men det er klart, at man også har lidt ondt i maven, fordi man jo ved, at det kan gå galt, siger Esben Lunde Larsen til TV MIDTVEST på en telefon fra Kasakhstan.

- Det er et stort øjeblik for dansk rumfart. Det kommer selvfølgelig til at have stor betydning, at Danmark nu har haft en mand i rummet, siger Esben Lunde Larsen.

Smil gav lettelse

Ministeren er blandt et par hundrede tilskuere, der var inviteret til at se opsendelsen af den internationale rummission på nært hold. De er allerede informeret om, at det hele er gået efter planen, og at de tre astronauter har det godt.

- Efter opsendelsen kom jeg ind i et rum, hvor man via satellit kunne se ind i rumskibet, og her kunne jeg se, at Andreas Mogensen smilede og var glad, og det var en stor lettelse. Så nu ønsker jeg bare Andreas Mogensen held og lykke med forskningen, siger Esben Lunde Larsen.

Ministeren er nu på vej hjem mod Danmark igen. En stor oplevelse rigere.

Se Esben Lunde Larsens optagelser her:

01:55 Luk video