Millioner til stemme-kampagne for unge kritiseres

Stat, kommuner og medier poster millioner i at få de unge til at stemme. Men ikke alle synes, det er en god idé.

2:54
Stat, kommuner og medier poster millioner i at få de unge til at stemme, men ikke alle synes, det er en god idé
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

På mandag går vi ind i de to afgørende uger frem mod kommunalvalget den 21 november. Knapt 300.000 unge kan for første gang stemme. Og lige præcist de unge er målgruppe for adskillige kampagner fra både medier og offentlige instanser: De unge skal ind i stemmeboksen og sætte deres kryds.

- Det får da unge til at tænke over at der er kommunalvalg og det er da godt, at man forsøger at få de unge til at engagere sig i lokalsamfundet, mener gymnasieelev fra Houe, Andreas Lind Vejbæk.

Flere initiativer skal få unge til stemmeurnerne

Et af tiltagene er TV2-Regionernes kampagne "Opstemt", som er en tv-serie, der forsøger at gøre de unge klogere på det der med kommunalvalg.

Ialt bruger TV2-Regionerne fem millioner kroner på at få de unge til stemmeurnerne. Flere kommuner laver samme manøvre. Blandt andet Ringkøbing-Skjern Kommune, som bruger 217.000 kroner på en ny kampagne.

- Jeg synes det er fint, kommunen lige rejser sig og prikker til de unge mennesker og minder dem om at de skal ind at stemme, forklarer borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern Kommune, Søren Elbæk (S).

Spild af skattekroner

Men ikke alle er enige i, at pengene til at få de unge til stemmeurnerne er godt givet ud.

Jens S. Højland, som er byrådskandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune mener kampagnerne er spild af skattekroner.

- Jeg kan ikke se, hvorfor kommunen skal bruge 217.000 kroner på at få de unge til at stemme, siger han og fortsætter:

- Vi lever i et demokrati, hvor der ikke er stemmepligt, men stemmeret. Og hvis folk ikke tropper op for at stemme går det først og fremmest ud over dem selv, forklarer Jens S. Højland.

Kampagnerne virker

Ifølge kommunalforsker Roger Buch kan effekten af kampagnerne måles på stemmeprocenten.

- Man kan være kritisk overfor en masse ting ved de her kampagner, men det, man må rose dem for, er at de virker.

Ifølge forskningen stiger lysten til at stemme af sig selv, med alderen.

- Og derfor skal vi stille os selv spørgsmålet om vi vinder så frygteligt meget, som demokrati, ved at få nogle mennesker der er i tvivl, og som ikke føler at de ved nok, og som egentlig allerhelst vil være fri for at stemme, om vi vinder noget demokratisk ved at skubbe dem hen til stemmeboksen, siger Roger Buch.

Blandt de 18 til 25-årige er det cirka halvdelen, der regner med at de helt sikkert vil stemme den 21. november.