Militærøvelse: Helikoptere og eksplosioner i landsdelen

Fra i dag kan midt- og nordjyderne opleve helikoptere i luften og eksplosioner på land.

Frem til den 28. september kan man i landsdelen opleve militære helikoptere og fly i luften. Her er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, der besøger Jægerkorpset på Flyvestation Ålborg i 2018.
Frem til den 28. september kan man i landsdelen opleve militære helikoptere og fly i luften. Her er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, der besøger Jægerkorpset på Flyvestation Ålborg i 2018.
Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix

Helikoptere, eksplosioner og skud kan blive hverdag i landsdelen - i hvert fald indtil den 28. september. Frømandskorpset og Jægerkorpset afholder nemlig militærøvelse i Midt- og Nordjylland.

- Man kommer til at opleve helikoptere, fly, eksplosioner og skud, fortæller Julia Liberati, der er presseansvarlig ved Specialoperations-kommandoen til TV MIDTVEST.

Operationen har fået navnet Night Hawk, og i alt vil op mod 2000 soldater frem til den 28. september være noget mere synlige i landskabet end normalt. Operationen er sat i værk for at træne Jægerkorpset og Frømandskorpset i samarbejde med internationale- og nationale partnere, samt resten af forsvaret. 

- De skal træne specialoperationer for at holde deres kompetencer ved lige, siger Julia Liberati.

Ingen grund til bekymring

Selvom soldaterne også kommer til at være i det civile, forsikrer Julia Liberati, at ingen risikerer at komme til skade under øvelsen.  

Den første uge vil øvelsen primært være fokuseret omkring flyvestationerne i Aalborg og Frederikshavn. Fra starten af næste uge vil soldaterne bevæge sig mod Midtjylland. Hvor øvelserne mere præcist kommer til at foregå, kan Julia Liberati ikke sige noget om.  

- Soldaterne må ikke vide, hvor vi præcist skal være, men lodsejere er blevet orienteret, hvis vi bruger deres bygninger og områder, fortæller hun.