TV MIDTVEST

Midt- og vestjyder køber allerede næste års sommerferie nu

Foto: Nanna Kreutzmann / Scanpix

Regnvejr, regnvejr og atter regnvejr giver travlhed hos rejsebureauerne. Og det er ikke efterårsferien, folk køber. Det er næste års sommerferie.

Solen fik aldrig rigtig sit gennembrud i Danmark denne sommer, og det kan mærkes hos rejseselskaberne. For selvom sommerferien kun nærmest lige er overstået, så har selskaberne travlt som aldrig før med at sælge næste års sommerferie til de regntrætte midt- og vestjyder. 

Blandt andet hos Bravo Tours i Herning oplever de, at kunderne tidligere og tidligere vil have styr på næste rejsedestination.

- Der er vanvittigt mange, der er gået forgæves i 2017. Det vil man ikke risikere i 2018, så vi ser en markant, voldsom stigning i salget allerede nu, fortæller administrerende direktør, Peder Hornshøj.

På gågaden i Herning vækker tendenserne genklang. 

- Kroatien kunne være mega lækkert, svarer Mathilde Gow, da hun bliver spurgt om, hvilke destination hun drømmer om. For Konrad Rønne Kristensen er det mere storbyerne, der trækker. 

- Det ville nok være New York eller London, siger han, mens Mette Dalgaard tyer til en gammel kending. 

- Jeg er mest til kanariske øer. Der kan jeg godt lide at rejse ned, siger hun. 

Og det er ikke kun midt- og vestjyderne, der drømmer om sol og sommer. I hele landet er der gang i billetbestillingerne. 

- Jo dårligere vejret er om sommeren i et givent år, jo bedre er det for rejsearrangørerne. De får solgt de ekstra pladser, de måtte have tilovers, når den almindelige forudbestlling har fundet sted, fortæller Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening. 

01:47 Luk video