Midt- og vestjyder indsamlede tonsvis af affald i naturen

Frivillige vrede over det omfattende miljøsvineri i naturen

Mange midt- og vestjyder havde meldt sig frivilligt til Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. Her ved Kilde mellem Aulum og Videbæk. Foto: Frank Sørensen, TV MIDTVEST

Tonsvis af affald blev i dag samlet ind af midt- og vestjyder, der friviligt havde meldt sig til Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

Tusind arrangementer var der på landsplan, og de mange frivillige hænder havde travlt i løbet af dagen, hvor grøftekanter, strande og rekreative naturområder blev støvsuget for affald.

 "Miljøsvineri". Sådan var reaktionen fra en af dagens indsamlerne, Harry Sørensen fra Kilde mellem Aulum og Videbæk.

- Vi har valgt nogle nye ruter i år, og fundet masser af dåser, cigaretpakker, metalgenstande og madrester, fortæller Harry Sørensen, mens han er i færd med at sortere de mange forskellige typer affald.

Sammen med de andre frivillige er Harry Sørensen rystet over, at forureningen af naturen har nået det nuværende niveau.

- Jeg bliver hidsig over det her. Der er for ringe, at folk ikke kan tage deres affald med når de er ude i naturen. Jeg kunne godt tænke mig en lovgivning, som den vi kender fra USA. Her får folk lov til at gøre rent over en bestemt strækning, hvis de dropper affald og bliver opdaget af politiet, fortæller Harry Sørensen.

Jeg bliver hidsig over det her. Det er for ringe at folk ikke kan tage deres affald med hjem 

Harry Sørensen, frivillig affaldsindsamler

Ved en grøftekant i nærheden er Per Jensen, og en stor flok frivillige, i gang med at samle affald. Specielt øl- og sodavandsdåser havner der mange af i de sorte affaldssække, og det er Per Jensen vred over.

- De der kører i bil har alle en lille pasticpose til at smide affald i. Derfor er det sørgeligt, at voksne mennesker bare smider det ud af bilvinduet, konstaterer Per Jensen.

Der bliver kun uddelt ganske få bøder på landsplan til bilister, og andre, der smider affald i naturen. Efter Per Jensens opfattelse må det gerne blive lavet om.

- Desværre bliver der uddelt alt for få bøder. Affaldet skulle chip-mærkes så man kunne finde miljøsynderen og give en klækkelig bøde, siger den frivillige affaldsindsamler.

Danmarks Naturfredningsforenings startede den årlige affaldsindsamlingsdag for mere end ti år siden. Sidste år blev der samlet ialt 182 tons forskelligt affald sammen. 

Rekorden blev slået i 2012, hvor der blevet samlet 198 tons sammen i hele Danmark. Forud for søndagens indsamling har skoler og institutioner, hele ugen, været på jagt efter affald i naturen.