Mere støtte til museer i Østdanmark

Museer i Østdanmark for væsentligt mere i støtte end vestpå. HEART i Herning får mindre end en tredjedel i forhold til Arken i Ishøj.

Museet HEART i Herning får 1,3 millioner i statsstøtte om året. Fordelt på de 27.700 besøgende de havde sidste år, svarer det til 47 kroner pr. person. Til sammenligning får Arken i Ishøj i København 164 kroner pr. besøgende. Det er de langt fra tilfredse med i Herning.

- Heart er et fyrtårn, men det bliver endnu stærkere, hvis staten er med. I dag er det sådan, at museerne i Østdanmark får langt langt mere. Det skal fordeles mere rimeligt, siger formand for kultur og fritid i Herning Kommune, Johannes Poulsen, Rad.V.

Minister i krydsild

Kulturminister, Marianne Jelved, Rad. V., var mandag på besøg på HEART, og sammen med Herning Kommune lagde museet pres på ministeren for at gøre tilskudsordningen mere fair. Ministeren var dog ikke til at ryste.

- Jeg vil kigge på det nu, men andet har jeg ikke lovet. Jeg rejser ikke rundt med penge i lommen, siger Marianne Jelved.

HEART står desuden til at miste et etableringstilskud, museet har fået i de første leveår, på 500.000 årligt.