Medie: Regeringen vil skære regionerne med to procent

Radio24syv skal spare en tredjedel, mens 40 procent af TV2 skal sælges, og regionerne skal spare to procent hvert år i fem år. Det erfarer TV2 om medieudspil.

40 procent af TV2 skal sælges, mens regionerne skal spare to procent hvert år i fem år. Det erfarer TV2 forud for regeringens medieudspil. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Radio24syv mister en tredjedel af sin bevilling, 40 procent af TV2 skal sættes til salg og regionerne skal spare to procent hvert år i fem år. Sådan lyder regeringens medieudspil, erfarer TV2.

Regeringen vil torsdag fremlægge sit medieudspil. Forud for det er regeringen blevet enige med Dansk Folkeparti om, at der skal spares 20 procent på Danmarks Radio.

Læs også Licensen forsvinder og DR beskæres

Hvis TV2's oplysninger holder stik, skal også Radio24syv og TV2's regioner spare. Radio24syv skal skrumpe med en tredjedel på fem år.

Udspillet ønsker også at udvide public service-pulje fra de cirka 35 millioner kroner den har i dag til omkring 200 millioner kroner.

Ud over at 40 procent af TV2 skal sættes til salg, skal TV2's regioner spare to procent hvert år i fem år, oplyser TV2. Kulturministeren udnævnte før påske en ny bestyrelse for TV2. Dens udtalte mål er at gøre TV2 klar til et salg.

Ifølge TV2 vil udspillet anvise, hvordan DR skal spare. Mediekoncernen skal ifølge TV2's formidling af udspillet bringe antallet af tv-kanaler ned fra seks til fire. Desuden skal både en radiokanal og en tv-kanal sendes i udbud.

En anden del, af det Dansk Folkeparti og regeringen allerede er enige om, er, at medielicensen afskaffes. I stedet skal pengene til de statsstøttede medier hentes over skatten.

Regeringen fremlægger sit medieudspil torsdag klokken 13.

Læs også Licensen afskaffes: Så meget kommer du til at spare