Masser af stoffer ved technofest

Politiet rykkede lørdag aften ud til en technofest i Skive og beslaglagde både stoffer og knive

Ecstasypiller.jpg

Lørdag aften var 80 til 100 personer samlet til technofest i nogle nedlagte fabriksbygninger på Søbyvej i Skive. Men for nogle af gæsterne blev festen ikke helt så vild som planlagt. Politiet dukkede nemlig op og beslaglagde en række euforiserende stoffer.

Alle blev visiteret

Midt- og Vestjyllands Politi havde narkohunde med og visiterede alle festens deltagere. Det endte med i alt otte sager om euforiserende stoffer. Betjentene fandt både amfetamin, hash, ecstasy og ketamin, der normalt bliver anvendt som medicin til dyr. En af gæsterne havde også en kniv på sig.

- Derudover fandt vi både hash, amfetamin og en kniv, som nogen havde nået at smide fra sig, inden de blev visiteret, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Arrangør: Jeg tager afstand fra stoffer

Festens arrangør Martin Madsen understreger, at stofferne blev fundet ved en politikontrol uden for bygningen, og altså ikke inde ved selve festen. Arrangørerne havde fire kontrollører, der netop skulle visitere gæsterne og sikre, at de ikke havde stoffer med ind.

- Jeg vil pointere, at vi tager skarpt afstand fra stofferne, siger Martin Madsen.

Alle sager handler om stoffer til eget forbrug, så ingen bliver fremstillet i grundlovsforhør.