Markussen til Skjern

Den stærke landsholdsprofil, Nikolaj Markussen, skifter til Skjern Håndbold.

NikolajMarkussen2.jpg

Den 211 centimeter høje Nikolaj Markussen har skrevet en et-årig kontrakt med Skjern Håndbold. Det blev offentliggjort på et pressemøde i dag. I øjeblikket spiller Markussen i Qatar, men trækker i den grønne trøje til sommer.

-Skjern har hele pakken, og jeg tror, det er et perfekt valg for mig og min kæreste. Jeg har brug for en sikker base efter en turbulent tid med konkurs i Madrid, skiftet til Qatar og en alvorlig skade. Her var Skjern det oplagte valg, siger Nikolaj Markussen.

Landsholdet har hjulpet

Den 25-årige bagspiller er en af de helt store stjerner på landsholdet, men en skade gør, at han må blive hjemme under det kommende EM. Under en træningssamling rev han akillessenen over i højre fod. Og det er da også via landsholdet, at Markussen har fået øjnene op for en fremtid i grønt.

-Jeg har snakket med flere af spillerne fra landsholdet og selvfølgelig Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard, som kun har rosende ord om klubben. Det er en driftsikker og topprofessionel klub med store ambitioner og en stærk trup. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Nikolaj Markussen.

Scoop for Skjern

Flere topklubber har vist interesse for den skudstærke spiller, derfor var klubben også lettet, da det lykkes at få en aftale i hus.

”Det er et scoop. Vi er meget stolte over, at vi har sikret os en af Danmarks absolut bedste bagspillere. Nikolaj er en topklassespiller på internationalt niveau, der qua sin fysik kan noget ekstraordinært. Han kommer til at tilføre en i forvejen stærk bagkæde endnu mere kvalitet og power,” siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand, Skjern Håndbold.

 

0:56
Skjern Håndbold skulle forsøge at komme tilbage på vinder-sporet efter sidste rundes nederlag til Aarhus.