Maria blev kvalt

Den 20-årige Maria Møller Christensen, der i går formiddag blev fundet myrdet i en kælder i Herning blev kvalt. Det er retsmedicinernes konklusion i obduktionsrapporten.

020110MORD001.jpg

Den 20-årige kvinde blev også udsat for et seksuelt overgreb, men politiet ønsker ikke at give nærmere detaljer om karakteren af det overgreb.

- I det vi ikke har en gerningsmand så skal gerningsmanden ikke via pressen kunne orientere sig om, hvad politiet ved og hvad vi har fundet ud af og dermed kunne afstemme sin forklaring efter det, siger han til TV/MidtVest.

Midt- og Vestjyllands Politi er fortsat på bar bund i sagen om mordet på den 20-årige herning-pige. Hun forsvandt kort efter midnat fra den fest på et kollegium i Herning, hvor hun festede med sine venner nytårsaften.

Hun forlod festen uden fodtøj og overtøj, og blev sidst set i Bredgade i Herning kl. 01 nytårsnat. Herefter er det en gåde for politiet, hvad der er sket.

I dag fortsatte de tekniske undersøgelser af det kælderrum på Rolighedsvej, hvor liget blev fundet og der er sikret en række spor som nu skal sendes til nærmere undersøgelser, det fortæller efterforskningsleder Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.