Mange bordeller på landet

Ud fra annoncer i Ekstra Bladet og forskellige hjemmesider har Midt- og Vestjyllands Politi kortlagt, at der findes i hvert fald 72 bordeller og massageklinikker i politikredsen.

Massageklinikker og bordeller ligger tæt i Midt og Vestjylland, og de ligger stort set alle på landet. Det er konklusionen på en kortlægning som MIdt- og Vestjyllands Politi netop har lavet.

På hvert bordel arbejder der i gennemsnit to prostituerede, og næsten samtlige er udlændinge fra Thailand, Nigeria, Brasilien og  Østeuropa, fortæller kriminalassistent Tom Nørskov.

- Vi har kontrolleret 54 af de 72 bordeller og anholdt 24 udenlandske kvinder. De er alle blevet udvist, fordi de ikke har arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. De kommer vel til Danmark på grund af fattigdom. Og så forventes det nok også, at de sender penge tilbage til deres familier i de lande de kommer fra, siger Tom Nørskov til DR Midt og Vest.

Langt de fleste bordeller og massageklinikker ligger langs landsdelens store hovedfærdselsårer, som rute 13, rute 16 og rute 26. Bordellerne er typisk indrettet i gamle billige huse, der er forladt af andre mennesker.

Politiets særlige indsats er et led i Regerings handlingsplan vedrørende prostitution og prostitutionens bagmænd.

Hør politiets kommentar til resultatet her: