Mand anholdt med 30 falske 100-eurosedler på sig

Foto: Colourbox

Mand anholdt med 30 falske 100-eurosedler på sig

En 38-årig mand fra Ikast er søndag blevet varetægtsfængslet for falskmøntneri.

Fælden klappede for en mand fra Ikast, da han stod af bussen i Silkeborg på vej hjem fra et ukendt sted i Østjylland.

- Da han stod af bussen, stod en patrulje klar til at tage ham med, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

- Manden havde 30 hjemmefabrikerede 100-eurosedler, da vi anholdt ham, fortæller vagtchefen.

Overvågningskameraer viser, at manden i flere tilfælde har benyttet de falske sedler i forretninger i Ikast. Derved har han fået udleveret ægte valuta som byttepenge

Det viste sig, at manden havde mere på samvittigheden. Han vil muligvis også blive sigtet for indbrud, da man fandt tyvekoster i hans lejlighed. De er angiveligt stjålet natten til lørdag, oplyser vagtchefen.

Den 38-årige, der er en gammel kending af politiet, er foreløbigt varetægtsfængslet i 14 dage.