Måske fjordbad på vej til Resen Strand

Skive Kommune er ved at undersøge, om man kan lave et fjordbad ved stranden i Resen

I Vorupør har de et havbad, hvor man kan tage sig en dukkert i Vesterhavet, uden at man behøver at være bange for at blive taget af understrømmen.

Og måske er der noget lignende på vej i Resen ved Skive.

Skive Kommune er i hvert fald ved at undersøge, om det kan lade sig gøre at lave et fjordbad på stranden ved Resen. Det skriver Skive Folkeblad.

Kystdirektoratet skal give tilladelse

Skive Kommune har nedsat en arbejdsgruppe, der blandt andet skal undersøge, om Kystdirektoratet vil acceptere et anlæg med omklædningsrum og badebroer på Resen Strand. Kystdirektoratet er normalt meget restriktiv med at tillade anlæg i vand og på strande. 

- Jeg tror, det forøger chancen for at få tilladelse til det, at der engang var en badeanstalt med flere bassiner på stedet. Der lærte jeg at svømme. Tangen, den lå på, er der endnu, og stedet er blandt andet velegnet til et fjordbad, fordi vandet ret hurtigt bliver dybt, og der er sandbund, fortæller Bodil Dahl Christensen, der er med i arbejdsgruppen bag fjordbadet til Skive Folkeblad. 

Den gamle badeanstalt ved Resen Strand blev fjernet i 1967, da der begyndte at blive bygget friluftsbade med klorvand blandt andet på Skyttevej i Skive.