Lykkelig Sviatchenko tilbage i FCM: - Klubben står mig meget nær

Erik Sviatchenko glæder sig til at spille fodbold igen i de hjemlige rammer hos FC Midtjylland, fortæller han til TV MIDTVEST.

Erik Sviatchenko efter præsentationen i Billund Lufthavn. Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Det er ikke meget fodbold, Erik Sviatchenko har fået lov til at spille i Skotland i de seneste måneder.

Og netop derfor er han glad for at komme tilbage til FC Midtjylland.

Læs også FCM præsenterer Sviatchenko i Billund Lufthavn

- Det er en klub, der står mig meget nær. Da muligheden bød sig, synes jeg, det her var en god pakke.

- Da jeg havde haft et møde med trænerstaben, synes jeg egentlig det var den bedst mulige løsning i forhold til at komme til at spille fodbold igen. Det har jeg savnet i de sidste par måneder, og det er den vigtigste årsag til, at jeg er tilbage, siger Erik Sviatchenko til TV MIDTVEST.

- Mit spil har nyt niveau

Den 26-årige forsvarsspiller skiftede fra netop FC Midtjylland, hvor han har fået sin fodboldmæssige opvækst, til skotske Celtic i januar 2016. Her nåede han at spille 45 officielle kampe, blandt andet mod FC Barcelona i Champions League.

Derfor kan FCM-tilhængere se frem til en ny og bedre udgave af Erik Sviatchenko ifølge fodboldspilleren selv.

- Jeg har udviklet mit spil til nye niveauer. Og det glæder jeg mig til at vise frem for de midtjyske fans, lyder det fra Sviatchenko, der også ser frem til at kæmpe med om det danske mesterskab.

- Jeg har været med til at vinde titler (i Skotland og Danmark, red.), så det med mesterskaberne kender jeg i hvert fald til.

Erik Sviatchenkos lejeatale med FC Midtjylland løber frem til sommeren 2018.

04:17

Hør hele TV MIDTVESTs interview med hjemvendte Erik Sviatchenko.

Luk video