Lukker forlystelse i tivoli efter dødsulykke i USA

En dødsulykke i et tivoli i USA får nu konsekvenser på Vildsund Marked. Her har markedets tivoli valgt at lukke en lignende forlystelse.

2:13
Ekstrem forlystelse på Vilsund Marked er lukket efter tragedie i USA, en person blev dræb og syv kvæstet
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Vildsund Marked tager nu konsekvensen af en dødsulykke i et tivoli i USA. 

Her gik det helt galt onsdag aften, da en vogn rev sig løs og faldt ned. En person blev dræbt og syv andre kvæstet. Og da samme forlystelse står på Vildsund Marked, så besluttede ledelsen af Nordisk Tivoli Park i dag at lukke forlystelsen.

- Vi har ingen idé om, hvad der skete derovre (red. USA), så vi lukker nu for at vide 100%, hvad der skete derovre. Folk skal være sikre, siger Vasile Sandulache, leder af Nordisk Tivoli Park.

 
 
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Han blev selv rystet, da han hørte om ulykken i USA.

- Det var et chok. Jeg ryster stadigvæk lidt, fortæller Vasile Sandulache på pladsen i Vildsund.  

Vil godt prøve igen

For Lise Tinggaard var det også et chok at høre om ulykken i USA. Hun er gæst på Vildsundmarkedet.

- Jeg tænkte, nej nej nej - det sker bare ikke. 

- Jeg har selv sendt mine børn op i den i går og i forgårs og tænker selvfølgelig en ekstra gang over, hvad man har sat sine børn op i, fortæller Lise Tinggaard, som er børnehaveleder i Sydthy. 

0:18
Video af ulykken i USA

13-årige Victoria Renberg Heide fra Vildsund har prøvet Extreme-forlystelsen, som nu er blevet lukket.

- Jeg forstår det ikke helt. Jeg synes, den der var meget sikker at prøve.

Kunne du finde på at tage en tur mere?

- Ja, det er jo ikke så tit, at sådan noget sker, så ja det tror jeg godt, jeg ville. Jeg følte mig meget sikker sammen med mine venner, siger hun.

Stor tiltro til tivoli

Det er rigtig mange år, at Nordisk Tivolipark har været med på markedet, og tilliden til tivoliet er stor.

- Vi ved, at Nordisk Tivoli Park sætter sikkerheden i første prioritet, så det er vi helt sikre på, at de gør, og det er vi ikke bekymrede for siger Mads Bjerg Jensen Ohlsen, markedsansvarlig for Vildsund Marked.

Hvad tænker du om, at de lukker forlystelsen?

- Jeg tænker, at det beviser den tiltro, jeg har til Nordisk Tivoli Park, at de sætter sikkerheden højt. Det er sket med et lignende i USA, så at de vælger at lukke forlystelsen på den baggrund, det, synes jeg, er godt gjort, slutter 

Afventer svar

Det er endnu uvist hvornår Victoria og de andre markedsgæster igen kan prøve Extreme.

- Jeg tror ikke, den kommer til at køre mere i dag. Vi afventer svar fra en, der kan sige, at det er okay, at den kan køre igen, siger Vasile Sandulache, leder af Nordisk Tivoli Park.

Han fortæller, at Force Institute i foråret kom og godkendte alle forlystelser, alle karuseller og hoppeborge. De kommer en gang mere i løbet af sæsonen på uanmeldt kontrol for at sikre, at det hele er i orden og går, som det skal.

 
 
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST