Lufthavnsvæsen: Ok til vindmøller i Stauning

Der er plads til både et nationalt testcenter for vindmøller og lufthavn i Stauning. Det fastlår et notat fra Statens Lufthavnsvæsen.

110509Vindmolle.jpg

Et område syd for lufthavnen i Stauning er igen på vej ind i forhandlingerne om hvor det nye vindmølle-testcenter skal ligge.

Fredag erkendte regeringen, at der godt kan etableres et testcenter i Stauning uden at det bliver nødvendigt at lukke lufthavnen. Det er Statens Lufthavnsvæsen, der har sagt god for placeringen i et nyt notat. Regeringen går stadig ind for Østerild, men hos partierne uden om regeringen stiger interessen nu for Stauning på grund af de nye oplysninger.

- Det glade budskab er, at der nu er erkendelse hele vejen rundt, at der kan placeres et nationalt testcenter i Stauning-området og man kan opretholde flyvepladsen i stort set fuldt omfang, siger miljøordfører Johs. Poulsen (Rad.)

Tættere på testcenter

Kommunalbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern har hele tiden peget på, at det er muligt at lave både og. Altså både vindmøller og flyveplads. Og med det nye notat er Stauning lidt tættere på at blive hjemsted for den kommende testcenter.

- Som jeg ser det, er det en reel mulighed for at være et alternativ til Østerild. Det har været vores klare holdning hele tiden, at vi vil have det her undersøgt til bunds, sådan at naturen ikke lider overlast, siger Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann.

Også de radikale hælder mere mod et testcenter i Stauning i stedet for I Østerild i Thy.

- Min opfattelse er, at Stauning er det bedste alternativ til Østerild og det er i øvrigt det bedste sted man kan finde i dag i Danmark, siger den radikale miljøordfører Johs. Poulsen.

Strid mellem DF og regeringen

Samtidig med at Stauning nu er kommet tættere på, er der opstået strid mellem miljøminister Karen Ellemann og Dansk Folkepartis forhandler Jørn Dohrmann. Han er vred over, at han først fik papirerne med de nye oplysninger torsdag aften. Det var næsten 100 sider han skulle nå at læse inden forhandlingerne begyndte klokken syv fredag morgen.

- Vi skal bruge hele natten til at sætte os ind i de papirer. Det synes jeg er uanstændigt, da man jo som politiker har mange andre aftaler også om aftenen. Det forløb med at en minister tilbageholder papirerne til sidste øjeblik, det er helt uacceptabelt, siger Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti. 

Der er nye forhandlinger i Østerild-sagaen på tirsdag.