Louise fødte på sin sofa: Jeg var helt rolig

Antallet af hjemmefødsler hos Hospitalsenhed Midt stiger. Få Louises historie her.

Louise Jakobsen med sin lille søn Nohr, der blev født på hjemmets sofa.
Louise Jakobsen med sin lille søn Nohr, der blev født på hjemmets sofa.
Foto: Sean Kelly Christensen

De havde lige været på sygehuset, fordi Louise Jakobsen var gået 10 dage over tid. Her var hun blevet sat i gang, og allerede på vej til hjemmet i Silkeborg begyndte veerne.

Turen fra Viborg til Silkeborg tager tre kvarter, og da de kom hjem ringede de til jordemoren fra bilen for at fortælle, at nu var det ved at være tid. Jordemoren bad dem om at give det en times tid, og Louises mand Sune gik straks i gang med at gøre sofaen klar med plastik, så fødslen ikke ville plette den.

20 minutter efter var der kun to minutter mellem veerne, og de ringede efter jordemoren, der kørte med det samme.

- Jeg var aldrig nervøs for, at hun ikke skulle nå at komme, fortæller Louise Jakobsen.

Fødte hjemme

Louise Jakobsens fødsel var planlagt til at skulle foregå på sofaen derhjemme, og derfor havde de på forhånd lavet en grundig aftale med jordemoren.

Hospitalsenhed Midt, som de var tilknyttet, har en hjemmefødselsordning, og i 2017 valgte 55 kvinder at føde hjemme. Det er en fordobling i forhold til 2016, hvor 25 kvinder tog samme valg.

Tre kvarter efter de havde ringet efter hende, var jordemoren fremme.

- Det var trygt og jeg var helt rolig trods veer. Jeg følte mig godt tilpas i mit ejet hjem, og jordemoren var rigtig god til at guide mig. Det tog ikke så lang tid, så det var en rigtig god oplevelse, fortæller Louise Jakobsen, der nu stolt kan vise hendes lille søn Nohr frem. Han blev født på den selv samme sofa, som hun nu bliver interviewet på.

Louise Jakobsen var ikke utryg inden fødslen, selvom hun ikke var i nærheden af hospitalet.

Nohr blev født i januar.
Nohr blev født i januar.
Foto: Sean Kelly Christensen

Mindre stressende

Fødslen af Nohr var Louise Jakobsens anden fødsel. Den forrige foregik på sygehuset. Hun er glad for, at hun denne gang valgte en hjemmefødsel.

- Det at man er i et sit eget hjem giver en tryghed og ro. Man ved hvor alting er. Og der var bare os en jordemor, forklarer hun og fortsætter:

- Det betyder, det er mindre stressende. Jeg kunne ligge på min sofa med min baby og bare nyde det og slappe af, mens min mand kom med saftevand og kiks, og jordemoren sad og skrev journal ved spisebordet.

Hun fik idéen efter at have set nogle programmer om det på TV 2. Da hun nævnte det for jordemoren blev hun opfordret til at tage til en hjemmefødselscafé, hvor hun fik en masse info. En løsning som hun var meget glad for.

- Det er intimt at føde. At man kan være hjemme, hvor man føler, der er lidt mere tid til en, og jordemoren er der hele tiden. Det er nærvær, ro og tryghed.

2:10