Lokalpolitiker forlader S i protest

Lokalpolitiker forlader S i protest

Uenighed om asylpolitikken får nu lokalpolitiker til at trække sig.

Lokalpolitikeren Morten Bo Bertelsen fra kommunalbestyrelsen i Thisted forlader Socialdemokraterne i protest. 

Han er en af de længst siddende medlemmer for Socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen i Thisted, men han har nu meldt ud, at han ikke længere ser sig som en del af partiet. Det skriver LimfjordUpdate.dk. 

Det er asylpolitikken, som har fået Morten Bo Bertelsen til at sige stop. 

- Min beslutning skal ses i sammenhæng med partiets overordnede politik fra Christiansborg. Jeg finder blandt andet de seneste stramninger på flygtningeområdet uforeneligt med mine grundlæggende værdier, siger Morten Bo Bertelsen til LimfjordUpdate.dk.

Han har siden 2002 repræsenteret Socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen.

- Beslutningen skyldes ikke lokalpolitisk uenighed med andre fra partiet, men derimod det store oppositionspartis politiske linje i forhold til flygtninge og asylansøgere, forklarer Morten Bo Bertelsen fra Frøstrup i Thy.

Han opretholder sit mandat i Thisted Kommunalbestyrelse og forventer at repræsentere SF i stedet for.