Lokal surfhelt til tops i Klitmøller

Lokal surfhelt til tops i Klitmøller

For 6. år i træk afvikles der World Cup Surfing i Cold Hawaii. I år er Danmarks bedste windsurfer Kenneth Danielsen tilbage i storform. Han ender på en flot 6. plads på hjemmebanen i Klitmøller.

Efter en uge med meget lidt vind kom der for alvor gang i World Cup-surfingen i Klitmøller fredag. Helt fra morgenstunden leverede Vesterhavet bølger på 3-4 meter og en hård vind fra Sydvest. Optimale forhold til professionel windsurfing.

De gode bølger bar den lokale surfer Kenneth Danielsen frem til en af karrierens bedste placeringer. En 6. plads. 

- Jeg er super tilfreds og stolt over at blive nummer seks. Det har været rigtig fedt i dag. Men jeg kan godt mærke, at jeg har sejlet syv heat. Min krop er slidt og mine hænder er flået op, siger Kenneth Danielsen.

World Cuppen i Klitmøller er den 3. af i alt 6. runder i kampen om verdensmesterskabet i windsurfing. Bland de øvrige destinationer er Grand Canaria, Tenerife og selvfølgelig den varme udgave af Hawaii.

- Vi er glade og stolte over, at vi får afviklet konkurrencen med en vinder her i Cold Hawaii, fortæller arrangør af stævnet Robert Sand. 

Fordi surfsporten er så afhængig af vejret sker det af og til, at arrangørerne må opgive at finde en vinder i løbet af den uge, der er sat af til stævnerne. Heldigvis er det aldrig sket i Klitmøller. 

- Det kræver jo ikke bare vind, men også vind i den rigtige retning og med den rette højde bølger, forklarer en lettet arrangør ovenpå dagens perfekte vejrforhold.

Se de dygtige surfere på vandet ved Cold Hawaii: 

00:39 Luk video

I toppen af denne worldcup-runde endte Klaas Voget, Jeager Stone, Fernandez Lopez, Marcilio Browne og Philip Köster.

Kom med bag kulisserne til det store surfstævne, når vi sender Frisk Fredag direkte på Mokka klokken 19.55.

Læs mere om konkurrencen på Cold Hawaiis hjemmeside.