Litauere meldte sig selv efter minkkup

To litauiske mænd anholdt i Holstebro og sigtet for minktyveri på Mors - en tredje er anholdt i Litauen

280214_mink.jpg

Sagen om det store minkkup i Øster Assels på Mors ser nu ud til at være fuldt opklaret.

To unge litauiske mænd, der er mistænkt i sagen, kom torsdag ind på politigården i Holstebro og bad om at blive anholdt. Den ene af mændene var internationalt efterlyst, og den anden har ifølge politiet også spillet en rolle i det store minktyveri.

De to litauere blev fredag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor dommeren besluttede at fængsle dem til den 14. marts.

Samtidig har politiet i Litauen anholdt en tredje ung mand, der også var efterlyst i sagen. Betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi skal på onsdag til Litauen for at tage ham med hjem til Danmark, så han kan komme for retten.

Indbruddet i minkfarmen på Mors fandt sted i november sidste år, da der blev stjålet 130 døde mink til en værdi af cirka 130.000 kroner.

Tre litauiske mænd er allerede dømt i sagen. I december sidste år blev de idømt et års fængsel.

TV MIDTVEST sendte i november sidste år dette indslag om minkkuppet:

1:20
I nat blev der stjålet mink for en værdi af 135.000 kroner fra en minkavler i Øster Assels på Mors. Tre litauere er anholdt.