To lig fundet i Karup: Intet tyder på drab

Lørdag middag fandt Midt- og Vestjyllands Politi to døde personer i en ejendom i Karup. Obduktionen er nu gennemført.

Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Politiet kørte lørdag middag til en bolig i Kølvrå, hvor de fandt en 46-årig kvinde og en 54-årig mand døde indenfor. Mandag udførte politiet en obduktion, og selvom den endelige konklusion endnu ikke kan drages, har Viborg Politi nu meldt en delkonklusion ud. 

Viborg Politi har sagt, at der ikke vil blive rejst en drabssag på baggrund af obduktionen. Allerede i søndags sagde vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, at det var usandsynligt, at der lå en forbrydelse bag. 

- Det er nok mest sandsynligt, at de har taget noget medicin eller en overdosis af stoffer, og derefter er døde begge to, sagde Jens Claumarch søndag d. 1. oktober til TV MIDTVEST. 

Læs også To lig fundet i Karup

Da politiet fandt de to døde personer, skønnes det, at de havde været døde i omkring en uge.