Lemvig sikres mod oversvømmelse

Lemvig sikres mod oversvømmelse

En forundersøgelse af vandets veje til og fra Lemvig Sø skal give svar på, hvordan området kan tilpasses klimaforandringer. (Arkivfoto)

Lemvig Kommune, Lemvig Vand og Spildevand og Realdania har nu sat gang i en forundersøgelse af vandet ved ådalen ved Lemvig Sø.

Undersøgelsen skal blandt andet komme med svar på, hvordan man undgår skadelige oversvømmelser i Lemvig By i takt med klimaforandringerne.

 - Vandvejene omkring Lemvig Sø er et kompliceret system, der både påvirkes af regnvand fra oplandet, spildevand fra rensningsanlægget og højvande i Limfjorden. Det indgår samtidig i et byområde med mange lavtliggende ejendomme og en unik natur, der bruges og nydes af mange mennesker. En grundig forundersøgelse er derfor nødvendig, inden vi sætter de tiltag i gang, der skal ruste os til fremtidens klima, siger direktør i Teknik & Miljø, Claus Borg, Lemvig Kommune i en pressemeddelelse fra Realdania.

Det er rådgivervirksomheden Orbicon, der skal stå for forundersøgelsen, som forventes at være færdig i starten af 2013. 

Ådalen er i øvrigt fredet natur.