Landbruget bløder

Landbruget bløder

Ifølge prognoser fra Videnscentret for Landbrug får langt de fleste landmænd underskud i 2015. Værst ser det ud for svineproducenterne. Det skriver Finans.

Bankbøgerne hos de danske landmænd bliver langt fra sjove at kaste et blik på, når årsregnskaberne skal gøres op i 2015. De fleste kan nemlig se frem til et underskud.

En prognose fra Videnscentret for Landbrug spår om røde tal på bundlinjen. Og især hos svinebønderne. Her ventes det nemlig at blive til driftsunderskud på i gennemsnit 822.000 kroner. Det er et fald på næsten 1,2 millioner kroner i forhold til sidste år.

- Især Ruslands stop for import af fødevarer fra bl.a. EU er ekstremt dyr for svineproducenterne, siger erhvervøkonomisk chef Klaus Kaiser, Videnscentret for Landbrug til Finans.

Også minkavlerne har haft et svært år. Prisen på skind er halveret, og det betyder et fald i indtjeningen fra 3,3 millioner kroner i 2013 til 0,3 millioner kroner i 2015. Det skriver Finans.