Laksen stortrives i Vestjylland

Laksebestanden i Storåen er vokset markant de seneste to år

Bestanden af laks i Storåen er firedoblet på blot to år

Bestanden af laks i Danmarks næststørste vandløb, Storåen, er firedoblet på blot to år. Det viser nye tal fra DTU Aqua.

Undersøgelsen viser, at der nu er omkring 6000 laks i Storåen.  I 2013 var der knap 1250 gydemodne laks i å-systemet, og den store fremgang tilskrives først og fremmest et målrettet arbejde med miljøet og naturen omkring Storåen.

Samtidig er der arbejdet ihærdigt på at forbedre gyde- og opvækstområder. Der er udsat lakseyngel og indført begrænsninger i fiskeriet. Alt sammen initiativer, som har forøget antallet af laks betragteligt.

- Det er en fantastisk fremgang, som er værdifuld for såvel naturen som for lystfisker-turismen i området, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Ministeriet har selv bidraget med 8,2 millioner kroner fra de såkaldte fiskeplejemidler. Pengene er bl.a. gået til udsætning af lakseyngel, til udlægning af grus og til undersøgelser af bestanden.

Vicedirektør Anders Koed fra DTU Aqua er begejstret over de nye tal som betyder, at Storåen nu har en af de største bestande af laks herhjemme.

- I dag hjælper vi til med jævnlig udsætning af lakseyngel i åen. Men målet er at skabe en laksebestand, der kan klare sig uden at vi sætter nyt yngel ud, siger Anders Koed.

Beregninger fra Skjern Å viser at laksefiskeriet her skaber lokaløkonomisk omsætning for cirka 14,6 millioner kroner om året.