Kvinde opfordrer befolkningen til at redde Dansk And

En lokal kvinde fra Holstebro opfordrer privatpersoner til at give penge til det konkursramte andelsslagteri Dansk And.

Ænder fra Dansk And. Arkivfoto

Hun hedder Jytte Roesgaard, hun kommer fra Holstebro, og hun synes, det er ærgerligt, at Dansk And er lukket, efter virksomhedens bestyrelse begærede andelsslagteriet konkurs den 9. februar.

Derfor kommer hun nu med et forslag til en støtteordning i bestræbelserne på at redde det tidligere andeslagteri. Det skriver Dagbladet Holstebro.

- Jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis alle de arbejdspladser skulle forsvinde og en virksomhed, der teoretisk set kunne vokse sig endnu større, og så synes jeg, at det produkt, Dansk And laver, er fantastisk og noget, vi skal støtte, siger Jytte Roesgaard til Dagbladet.

Hendes idé går ud på, at privatpersoner som hende selv kan donere – eller investere – for eksempel 50.000 kroner til slagteriet.

- Nu vil nogle nok sige, at det er et latterligt lille beløb, men hvis der nu er nok, der gør det - som en slags crowdfunding.

- Det er ikke en foræring, men det skal heller ikke være et større beløb, end man kan tåle at miste, for det er en risikabel investering, siger Jytte Roesgaard.

Hun kender ikke andre, der ligesom hende selv vil give penge til Dansk And i håbet om at redde virksomheden.