Kvinde omkommet i villabrand i Ringkøbing

En 51-årig kvinde er formentlig død af røgforgiftning, efter at flammer fik fat i hendes hus i Ringkøbing.

Arkivfoto.

En brand i en villa i Ringkøbing har natten til mandag kostet en 51-årig kvinde livet.

Politiet modtog meldingen om branden klokken 00.45, og da man nåede frem til huset i Alkjærparken, fandt man kvinden liggende i stuen.

- Branden har ikke været voldsom, men den har udviklet en masse røg, så det er formentlig røgforgiftning, der er årsag til, at hun mistede livet, siger Lars Even, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge lokalpolitiet i Ringkøbing har et overophedet varmetæppe ved sofaen formentlig været skyld i branden. Men først i næste uge er der svar på teknikernes undersøgelser.

Der var ingen andre personer til stede i huset, og dermed er ingen andre kommet til skade i branden.

/ritzau/