Krudt kræver sikkerhed

Juleaften er overstået og nytåret står for døren. Dermed er det store fyrværkerisalg i gang. Og der stilles store sikkerhedskrav til fyrværkeriforhandlerne.

271213_Krudt.jpg

Nytårsaften nærmer sig med hastige skridt, og i hele Midt- og Vestjylland har forhandlerne skudt salget af nytårskrudt i gang. I Viborg har 48 butikker ansøgt om at sælge nytårskrudt, og alle de mange steder blev i dag kontrolleret af brandvæsnet.

- Hvert år er der et par, der skejer lidt uden for, hvor vi må grave lidt dybere i regelsættet og fortælle om, hvordan det i realiteten skal være, lyder det fra Knud Erik Thorsager, der er Brandinspektør ved Viborg Brandvæsen.

Og der er meget stramme regler for opbevaring af fyrværkeriet. Det er en helt anden type vare at arbejde med. Det skal håndteres helt anderledes og med større forsigtighed.

- Det er ikke sukker og mel, men fyrværkeri med krudt i. Begynder sådan noget at brænde, så brænder det helt ud, fortæller Knud Erik Thorsager.