Krisen rammer kæledyrene

Den økonomiske krise går nu ud over hunde, katte og andre kæledyr. Flere familier har ikke længere råd til at tage sig ordentlig af deres dyr. Og hvis Trofast bliver syg, kan de ikke betale regningen hos dyrlægen.

060509_HUND2.jpg

Dyrlæge Erling Nedergaard fra Viborg fik sig noget af en overraskelse igår. Uden for hans klinik stod pludselig en ukendt hund - bundet og efterladt.

Det lykkedes at få hunden beroliget og den fik lidt mad og drikke, og den er nu anbragt på et internat.

Langtfra enestående tilfælde

Men oplevelsen er ikke enestående i øjeblikket. Krisen kradser nu for alvor hos dyreejerne. Det fortæller Dyrenes Beskyttelse, som får henvendelser fra folk, der ønsker hjælp til at betale dyrlæge-regninger.

- De er blevet fyret fra deres job. Nogen er ikke medlem af en A-kasse, så de ryger lige fra en god løn ned på en bistandshjælp og så bliver dyrene syge og de har ikke råd til at betale dyrlægen, fortæller Jørgen Jensen, kredsformand i Dyrenes Beskyttelse.

Men man skal ikke regne med at få hjælp til den slags. Konsekvensen kan derfor være at folk selv forsøger at aflive deres dyr eller bare efterlader dem et sted, som det skete med hunden i Viborg i går.

Den efterladte hund fra Viborg vil formentlig blive aflivet - for politiets regning.

Se interview med dyrlæge Erling Nedergaard fra dyreklinikken Jegstrupvej i Viborg her:[videonode #4451]

Her blev hunden efterladt:

060509_HUND.jpg