Kræver omvalg: Stod ikke på stemmesedlen

Løsgænger vil nu klage til Indenrigsministeriet, fordi hans navn ikke var med på stemmesedlerne i Ringkøbing-kredsen, skriver Dagbladet Holstebro-Struer (Arkivfoto).

Vælgerne i Ringkøbing-kredsen skal måske til omvalg.

I hvert fald hvis det står til Erik Jakobsen fra Holstebro, der stillede op til folketingsvalget som løsgænger. Han fik nul stemmer i Ringkøbing-kredsen, og det er der måske en god forklaring på. Hans navn stod nemlig ikke på stemmesedlerne i kredsen, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Jeg vil med det samme ringe til Indenrigsministeriet for at høre, hvordan jeg kan klage. Det kunne være formidabelt, hvis jeg kunne få fremprovokeret et omvalg, siger Erik Jakobsen, der går under navnet Sputnik, til avisen.

Erik Jakobsen, der i dagbladet beskrives som Holstebros svar på Jacob Haugaard, gik blandt andet til valg på et forslag om, at kvinder skulle forbydes at køre bil i den travle morgentrafik.