Konfirmander skal se omstridt abortfilm

Sognepræst Orla Villekjær vil - trods kritik fra Dansk Kvindesamfund - bruge anti-abortfilm til konfirmationsforberedelsen.

081013_Abortfilm.jpg

Sognepræsten i Sdr. Felding, Orla Villekjær, bliver udsat for kraftig kritik fra Dansk Kvindesamfund, efter at han har besluttet at bruge en omdiskuteret anti-abortfilm i undervisningen af sognets kommende konfirmander.

- Vi skal lige huske, at vi her taler om 13-årige børn, som skal tage stilling til svære etiske problemstillinger. Når man skal tage stilling til den slags, skal det ske på et oplyst grundlag og ikke på baggrund af en skræmmekampagne mod abort fra en anti-abortbevægelse, siger Ulla Tornemand Larsen, der er næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund.

- For sent hvis de får en abort som 15-årige

Den omstridte film er produceret af anti-abortforeningen Retten til Liv, som Orla Villekjær tidligere har været formand for - og Sdr. Felding-præsten tøver ikke med at vise den 36 sekunder lange film i undervisningen.

Han siger, at han som præst er blevet betroet at fortælle konfirmanderne om det kristne livs- og menneskesyn.

- Det er for sent, hvis de har fået en abort som 15-16-årige, og føler, at deres liv er ødelagt, fordi de ikke kan glemme det liv, som de har slået ihjel, siger Orla Villekjær.

Fjernet fra biografreklamerne

Filmen har været vist som reklame i landets biografer, men blev taget af lærredet efter flere klager. I filmen ser man en gravid kvinde, der ligger i fosterstilling, mens speakeren siger: "Du kan godt fjerne dit barn. Det er bare det.. er det det, du ønsker? Du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig".

Ulla Tornemand Larsen siger, at der "altså ikke er nogen, der kan føle et hjerte banke indeni, når man har et foster, der er maks 10 uger gammelt."

Biskoppen i Viborg Stift, Karsten Nissen, siger, at han ikke har problemer med, at Villekjær bruger filmen i konfirmandundervisningen.

 

 

Det er denne video, som Orla Villekjær vil vise sine konfirmander (fra YouTube):

 

 

Orla Villekjær svarer her på kritikken fra Dansk Kvindesamfund:

 

2:21
 

 

 

2:12