Kommune afviser sygedagpenge til kræftsyg far

Kommune afviser sygedagpenge til kræftsyg far

En kræftsvulst i hjernen er ikke nok til at få forlænget sin sygedagpengeperiode. I hvert fald ikke i Viborg Kommune, hvor 33-årige Peter Lambert bor. Beskeden fra kommunen er, at hans tilstand er for ustabil.

Peter Lambert er far til to, er 33 år og så har han en kræftsvulst i hjernen. Kræftsygdommen gør, at han ikke i stand til at passe sit arbejde, og i de seneste 52 uger har han modtaget sygedagpenge. Men nu har Viborg Kommune valgt at lukke for udbetalingen af den 33-årige familiefars forsørgelsesgrundlag. Det har fået Peter Lambert til at tage på arbejde selvom han får kemoterapi.

 - Ellers har vi ikke råd til at bo her. Så kan vi lige så godt vinke farvel til hus og hjem, fortæller Peter Lambert.

Paragraffer i vejen

Viborg Kommune vil ikke forlænge Peter Lamberts sygedagpenge, og de vil heller ikke give ham en førtidspension. Begrundelsen er, at hans tilstand er for ustabil. En forlængelse af dagpengene kræver nemlig, at en læge kan garantere, at Peter Lambert kan blive rask indenfor to år. Men på grund af kræftsvulsten er det umuligt at forudsige. Ligeledes er kræftsvulsten en hindring for at få førtidspension, da en sådan kræver, at alle behandlingsmuligheder er udtømte. Men Peter Lambert er fortsat under behandling. Han er altså derfor for rask til at få førtidspension og sygedagpenge og for syg til at passe sit arbejde.

 - Jeg synes, det er vildt, at de bare skider på en på den måde, for at sige det mildt, fortæller Peter Lambert.

Grotesk sag

I Bjerringbro mener sagsbehandler i 3F, at sagen er grotesk. Hun håber, på at Peter Lambert kan få tildelt en midlertidig førtidspension, som socialminister Karen Hækkerup har åbnet op for.

 - Vi mangler simpelthen en passage i forlængelsesreglerne, som tilgodeser alvorligt syge personer, herunder kræftpersoner, hvor man fortsætter behandlingen helt ind til enten-eller-stadiet, mener sagsbehandler Eva Korsgaard.

Hør hvad formanden for Beskæftigelsesudvalget i Viborg Byråd mener om Peter Lamberts sag.