Kokkelandsholdet tester OL-formen

Under en øvelse i Herning afprøvede det danske kokkelandshold OL-formen, inden de til oktober rejser til Erfurt for at lave gourmetmad for de rødhvide farver.

Det danske kokkelandshold laver 330 gourmetretter til i en øvelse under virkelige forhold, inden det sidst i september for alvor går løs til kokke-OL i Erfurt i Tyskland.
Det danske kokkelandshold laver 330 gourmetretter til i en øvelse under virkelige forhold, inden det sidst i september for alvor går løs til kokke-OL i Erfurt i Tyskland.

God kommunikation og dyb koncentration. Det er nødvendigt, når det danske kokkelandshold tester OL-formen af i Herning.

På to timer skal de lave 330 gourmetretter til sultne gæster i en øvelse under virkelige forhold, inden det sidst i oktober for alvor går løs til kokke-OL i Erfurt i Tyskland. Det danske kokkelandshold består af 12 kokke og en team manager, der alle til dagligt arbejder på restauranter rundt i Danmark.

- Når adrenalinen pumper og musikken spiller, og det hele kører, kan det ikke sammenlignes med noget som helst andet, siger Mads Søndergaard, kok på det danske kokkelandshold, om det at lave mad i store konkurrencer.

Af de 12 kokke på landholdet er det kun de seks skarpeste, der får lov til at komme i køkkenet under OL. Det skaber en naturlig og sund intern konkurrence på holdet.

- De skal have disciplin i forhold til de ting, de gør og den måde, de gør dem på. De er allesammen gamle konkurrencekokke, for eksempel er der flere, der har vundet prisen som ’årets kok’ i Danmark, så de har konkurrencegenet, siger Ulla Pedersen, team manager på det danske kokkelandshold.

Landsholdet har trænet op til OL i to år, og de tager ikke til Erfurt for sjov. De går efter at forbedre den 10. plads, de fik ved OL for fire år siden.