Klonede grise har fået unger

Danmarks første klonede grise har fået unger på naturlig vis

Danske forskere har taget et stort skridt mod at blive klogere på sygdommen Alzheimers. En af fire klonede grise på Forsøgscenter Foulum har nemlig fået unger på naturlig vis. Det specielle ved grisen er, at den er blevet udstyret med et gen for den alvorlige hjernesygdom, Alzheimers.

- Vi har nu bevist, at en klonet minigris kan blive befrugtet og føde normale grise, og det betyder, at vi kan avle på dem. Det er vigtigt for at få vished for, at man kan gennemføre en kloningsproces uden at forstyrre grisens normale fysiologi, siger lederen af projektet, dr. med. Arne Lund Jørgensen, til Ritzau. 

De i alt ni nye unger kom til verden i sidste uge og har det godt. Og måske er der endnu flere på vej. Tre andre søer med Alzheimers-genet er nemlig drægtige lige nu.

Drømmen er, at forskerne kan blive klogere på hjernesygdommens forløb ved at studere grisene. Opbygningen er grisens hjerne er nemlig på mange måder lig menneskets.