Kirke-veto bremser byggerier

Flere af landets stifter bruger deres vetoret til at sætte en stopper for høje nybyggerier, det viser aktindsigt, skriver Kristligt Dagblad.

Baunekirken i Tjørring

Foto: Aulumkirke.dk

1 af 2

I de seneste fire år har 8 ud af 10 stifter gjort indsigelser mod høje ny-byggerier, fordi byggerierne truede med at skygge og skærme for kirken i landskabet. Det skriver Kristligt Dagblad, der har fået aktindsigt i sagerne.

- Vi kan ikke forlange, at alt er lavere end kirker, som det var i gamle dage. Vetoretten skal man bruge med omtanke, så kirker ikke bliver en stopklods for, at der sker en udvikling i byerne. Indsigelsesmuligheder skal administreres rigtigt, ellers bliver alle trætte af det, siger Jens Bertelsen, der er kongelig bygningsinspektør og rådgiver for landets stifter i byggesager.

En netop afsluttet strid om et byggeri imellem Herning Kommune og Baunekirken i Tjørring endte med at Kirken og Viborg Stift vandt, så et planlagt etagebyggeri endte med at få barberet en etage af.

Kirkerne har vetoret til at stoppe byggerier, der kan skærme eller skygge for udsigten til kirken. Biskop Henrik Stubkjær mener, at den seneste byggeri-kamp fra Herning var en sejr for kirken.

- Det er en måde at bevare kulturhistorien på. Kirkerne er spredt over hele landet, og er markante kendetegn mange steder, siger Henrik Stubkjær blandt andet til avisen.