To kilo hash i Thylejren

To kilo hash i Thylejren

Politiet har ved en razzia i Thylejren beslaglagt næste to kilo hash

Der var gevinst, da Midt- og Vestjyllands Politi fredag eftermiddag lavede narkorazzia i Thylejren. Politiet konfiskerede i alt næsten to kilo hash.

Razziaen begyndte uden for lejren, hvor betjentene stoppede de biler, der kørte ind og ud af lejren. Den del af aktionen endte med fire sigtede. To personer kørte ud af lejren med henholdsvis 200 og 225 gram hash, mens to andre havde fem gram.

Stor fangst inde i lejren

Inde i lejren begyndte politiet ved restaurationen Svampen, hvor fire personer havde hash på sig til eget forbrug. Derefter fortsatte betjentene på de offentlige arealer i lejren, hvor de tidligere har fået gevinst. Her fandt de en klump hash på over et kilo og en anden klump på 256 gram. Ingen ville kendes ved de to store klumper, så de blev konfiskeret som hittehash.

Alt i alt gav razziaen altså en fangst på næsten to kilo hash.

- Det er en ret stor mængde her i landsdelen, så vi er godt tilfredse, siger vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi.