Kendt kunstner bag nyt kunstværk: Det tætteste vi kommer på at spise solen

Det er ikke hvem som helst, der står bag et nyt kunstværk i Glyngøre.

Bjørn Nørgaard er glad for sit nye værk. Foto: Kristian Brønsbæk

Den karismatiske kunstner Bjørn Nørgaard står for at udsmykke en ny østersbar i Glyngøre.

Kunstneren er kendt for tidligere at have lavet en protest ved at slagte en hest, og hans kunstværker kan ses rundt omkring i bybilledet i her i landsdelen.

Men nu har han kastet sig over østers.

- Jeg sad og kradsede lidt med en blyant, og så pludselig kom hende her østersmoderen, fortæller han om det værk, han lige nu er ved at sammensætte af østersskaller.

Hans idé til kunstværket faldt i god jord i det, der skal blive til en ny østersbar i Glyngøre. Det er Bjørn Nørgaard glad for, for han har et helt specielt forhold til nemlig østers.

Tætteste på solen

- Sådan et dyr indeholder alt, hvad du har brug for, og det lever direkte af solens lys. Så på den måde er det jo det tætteste, vi kommer på at spise solen. At spise en limfjordsøsters.

Kunstværket er ved at være færdigt, men Bjørn Nørgaard vil ikke fortælle, om han er tilfreds.

- I kunst og mad skal man aldrig være tilfreds. Enten er det fremragende eller også kasserer vi det, siger han.

Og kasseret det bliver det ikke.

Interesserede må vente til åbningen af østersbaren den 3. marts, før det færdige kunstværk kan ses.

01:53 Luk video