Se videoen: Keld måtte redde flagermus i sin pool

Keld Olesen fra Bedsted i Thy fik sig noget af en overraskelse, da han pludselig opdagede en flagermus i sin pool.

00:33

Flagermusen havde forvildet sig ned i Keld Olesens pool i baghaven. Video: Keld Olesen / Privatoptagelse

Han ville egentlig bare tjekke, om pumpen til havepoolen kørte som den skulle, Keld Olesen fra Bedsted i Thy.

Men det endte med at være noget helt andet, der tog hans opmærksomhed, da han nåede om til bassinet i baghaven.

I poolen lå en forvirret og afkræftet flagermus nemlig og klamrede sig fast til vandpumpen.

- Først kunne jeg ikke se, hvad det var, men da jeg kom tættere på, var jeg ikke i tvivl om, at det var en flagermus. ’Det kan ikke passe. Det er simpelthen løgn,’ tænkte jeg.

- Jeg ved ikke, hvordan den præcist var endt der. Om det er sommervarmen, der har gjort den tørstig, eller om den er faldet ned i løbet af natten og er blevet våd, lyder det fra Keld Olesen.

  Foto: Keld Olesen / Privatfoto

Flagermusen viste tænder

Keld Olesen skyndte sig at ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral for at høre, hvad han skulle stille op.

- Jeg forklarede dem, at den ikke havde nogen synlige skader, men at den var afkræftet og havde det varmt. De fortalte, at jeg skulle finde nogle tykke havehandsker og sætte den ind i skyggen langs muren, så den selv kunne komme sig.

- Den viste tænder, da jeg tog fat i den. Jeg var lidt nervøs, for man ved ikke, hvordan den vil reagere. Men den gjorde heldigvis ikke mere end det, fordi den var så afkræftet.  

  Foto: Keld Olesen / Privatfoto

Efter at være kommet i skyggen kravlede flagermusen selv op under vindfanget på taget til Keld Olesens hus og ud på aftenen torsdag, var den kommet sig nok til, at den fløj afsted igen.

Oplevelsen var en speciel en af slagsen, fortæller Keld Olesen.

- Det er i hvert fald ikke noget, jeg forventer at opleve igen. Det er ikke lige noget, man ser hver dag.

- Der er ingen tvivl om, at den var død, hvis vi ikke havde opdaget den, siger Keld Olesen.

Hvis du ser et dyr i nød, kan Dyrenes Beskyttelse kontaktes på telefon 1812.

Læs også Har overnattet i grotte 60 meter under jorden: - Har ikke sovet så meget