Kastrup solgt til udlandet

Tre fjerdedele af Holstebro-virksomheden Kastrup er blevet solgt til et østrigsk selskab

150809kastrup3.jpg

Vindue- og dørfabrikken Kastrup, der har afdelinger i Holstebro, Vildbjerg og Skive, er kommet på internationale hænder.

Det østrigske firma IFN Holding, der er en stor spiller på europæiske marked for vinduer og døre, har købt 75 procent af aktierne i den familieejede vestjyske virksomhed.

- Samarbejdet med IFN Holding rummer store perspektiver for Kastrup. Nu får vi en, på alle måder, stærk partner, som vil blive vores brohoved til eksportmarkederne og sætte ekstra skub i væksten, siger direktør Lasse Kastrup.

Ingen synlig ændringer

Salget af virksomheden kommer dog ikke til at medføre nogle store synlige ændringer for medarbejderne og produktion i Danmark.

Det er planen, at Kastrup fortsat skal være et selvstændigt brand med eget salg, udvikling og produktion.

- Fabriksejendommene indgår i handlen, og vi skal fortsat udvikle og vækste i lokalområdet. Alle vores omkring 200 medarbejdere fortsætter, og vi skulle gerne få brug for flere i fremtiden, siger Lasse Kastrup.

Vil ind på det skandinaviske marked

Det østrigske holdingselskab står først og fremmest bag vinduesfabrikatet Internorm, der er markedsledende i det centrale Europa.

Dog ikke i Skandinavien og store dele af Storbritannien, hvilket købet af Kastrup skal hjælpe med at åbne op for.

- Kastrup kan som en af de førende danske producenter af kvalitetsvinduer og -døre give os adgang til det skandinaviske marked. Det er præget af udadgående vinduer, hvor vi, der opererer på det mellem- og sydeuropæiske marked, har specialiseret os i emner, der åbnes indad i bygningen, siger Johann Habring, der er adm. direktør i IFN Holding

Han slår fast, at den østrigske investering i Kastrup på ingen måde sigter på at flytte produktion sydpå.

- Vi er i forvejen en virksomhed, som vægter betydningen af at operere lokalt. Hele vores produktion er placeret på seks fabrikker i Østrig plus en enkelt i Slovakiet . Kastrup har med sine tre produktionsenheder et stort vækstpotentiale på længere sigt, siger han.