Uro på skadestuen: Kastede salmiakspiritus efter patient

En 24-årig herningenser er blevet anholdt efter en voldsom episode på skadestuen i Herning.

Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Opdatering

Efter et grundlovsforhør fredag er anholdelsen af den 24-årige blevet forlænget med tre døgn, som politiet skal bruge på at skaffe stærkere beviser mod manden.

Det gik voldsomt for sig på skadestuen i Herning tidligt fredag morgen.

Politiet måtte tilkaldes, da en 24-årig mand fra Herning opsøgte en 41-årig århusianer og kastede salmiakspiritus efter ham.

Den 41-årige lå på en briks i venteværelset og blev ifølge politiet ramt af flasken med salmiakspiritus i ryggen, da han forsøgte at flygte.

Ordensmagten ser med så stor alvor på sagen, at den 24-årige nu skal fremstilles i et grundlovsforhør med krav om fængsling.

- Man skal ikke komme og kaste rundt med salmiakspiritus på sådan et offentligt sted med patienter. Vi betragter det som en voldssag, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Åndedrætsbesvær

Det var ifølge politiet ikke en tilfældig mand, den unge herningenser valgte at opsøge. De to havde tidligere på natten været sammen i den 24-åriges lejlighed.

Her havde den 24-årige også kastet med salmiakspiritus - eller i hvert fald hældt det ud på gulvet. Under alle omstændigheder blev den 41-årige aarhusianer dårlig af den ætsende væske. Han fik åndedrætsbesvær og ringede selv efter en ambulance.

Præcis hvorfor den 24-årige var så vred, at han herefter valgte at tage op på skadestuen, ved politiet endnu ikke. 

Udover vold er herningenseren også sigtet for tyveri, idet han ifølge sigtelsen stjal en iPhone fra en af lægerne.