Kaos på motorvejen: Flere biler kørte galt samme sted

Politiets vagtchef opfordrer bilisterne til at være mere opmærksomme i trafikken, efter flere biler kørte galt samme sted på Herningmotorvejen.

Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Foto: Peter Erfurt, 24-7news

1 af 2

Tirsdag formiddag kørte flere biler galt det samme sted på Herningmotorvejen i vestgående retning mellem Pårup og Funder. Og det får nu vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi til at løfte pegefingeren.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at folk er så uopmærksomme. Man kan ikke regne med, at der ikke lige pludselig sker noget på vejen, siger Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Den løftede pegefinger kommer, efter en havareret lastbil skabte et mindre kaos på Herningmotorvejen tirsdag formiddag.

To ulykker inden for tre minutter

Politiet havde sat en skiltevogn, der viser hvilken vejbane, man skal køre i, op på vejbanen i forbindelse med, at lastbilen skulle fjernes. Den overså først en kvindelig bilist.

- Hun bragede ind i skiltevognen, og tre minutter efter var den så gal igen. En varebil overså, at trafikken holdt stille, og den påkørte tre civile biler og en patruljevogn, fortæller vagtchefen.

Hverken den kvindelige bilist eller manden, der kørte varebilen, kom noget til ved ulykken.

- Der er folk på vejen under sådan noget her, og det kan være livsfarligt. Man skal køre efter forholdene, siger vagtchefen.

Kvinden kørte ind i skiltevognen kl. 10.26, og varebilen kørte galt kl. 10.29.

Motorvejen var spærret i omkring et par timer efter uheldene. Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Læs også Kampagne mod uopmærksomhed