Kamera afslørede brandstifter

Kamera afslørede brandstifter

Lokal mand sigtes for at sætte ild til affaldscontainer ved kirken i Durup. Politiet undersøger, om han har flere brande på samvittigheden.

En 38-årig mand, som politiet betegner som psykisk uligevægtig, blev onsdag formiddag anholdt og sigtet for brandstiftelse ved kirken i Durup.

Politiet fandt frem til den 38-årige ved hjælp af overvågningsbilleder, efter at der tirsdag ved 17-tiden blev sat ild til en affaldscontainer ved kirkens graverhus.

Manden har - ifølge lokalpolitiet i Skive - i længere tid skabt utryghed i området, og ordensmagten vil nu undersøge, om han kan sættes i forbindelse med en anden brand den 10. februar, hvor der var ild i en affaldscontainer ved Durup Minimarked. Branden spredte sig fra til nogle gasflasker - brandårsagen er endnu ikke fastlagt.

Politiet jurister overvejer nu, om den 38-årige skal fremstilles i et grundlovsforhør.