Jeppe Curth skal bombe for Viborg

Superliganedrykkerne Viborg har skrevet kontrakt med AaB-angriberen Jeppe Curth, der glæder sig til opgaven.

Curth.jpg

 Jeppe Curth er lige blevet mester med AaB i Superligaen. Fra næste sæson tørner angriberen ud for Viborg i den næstbedste danske fodboldrække.

Dermed har Viborgs nyansatte sportschef, Ole Nielsen, og direktør Morten Jensen allerede sørget for sommerens første spillertilgang.

30-årige Jeppe Curth, som har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til udgangen af 2017, ser frem til de nye udfordringer, som venter i Viborg.

- Der er mange grunde til, at jeg synes, Viborg er interessant for mig. Det vigtigste er selvfølgelig det projekt, som Morten Jensen og Ole Nielsen har præsenteret for mig, og det vil jeg rigtig gerne være en del af.

- Jeg tror på, at Viborg fremadrettet skal have succes, så det bliver rigtig spændende, siger Jeppe Curth til klubbens hjemmeside.

Siden 2005 har Jeppe Curth spillet i Superligaen, men det afskrækker ikke, at næste sæson byder på 1. division.

- Det har jeg det helt fint med. Jeg har spillet de seneste ni sæsoner mod stort set de samme hold, så jeg glæder mig til de nye udfordringer.

- Det bliver spændende, og jeg har da en forventning om, at vi skal spille med i toppen, siger han.

Ole Nielsen er tilfreds med tilgangen af Jeppe Curth og glæder sig over, at den rutinerede angriber har valgt at fortsætte karrieren i Viborg.

- Vi er glade for, at det er lykkedes at blive enige med Jeppe Curth. Han er en spiller, der har prøvet mange ting i sin karriere, og vi er overbeviste om, at han kan være med til at skubbe tingene i den rigtige retning her i Viborg - både i kamp og på træningsbanen.

- Jeppe har en stærk personlighed og en god indstilling, og vi ved, at han kommer fra en vinderkultur i AaB. Spillemæssigt er vi sikre på, at han kan være med til at løfte Viborg, siger sportschefen.

Foruden AaB har Jeppe Curth tidligere spillet hos Feyenoord og Excelsior i Holland, mens han for en kort periode også har været udlejet til FC Midtjylland.

Han har desuden også repræsenteret Danmark på alle ungdomslandshold fra U16 til og med U21.

/ritzau/