Målmageren Lerager: Jeg skal nok holde benene på jorden

Lukas Lerager havde før tirsdagens landskamp en fornemmelse af, at han ville score - og det gjorde han.

Jubel efter Leragers mål. Se det fulde interview med spilleren i bunden af artiklen.
Jubel efter Leragers mål. Se det fulde interview med spilleren i bunden af artiklen.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Den tidligere Viborg-spiller Lukas Lerager forventer ikke, at han nu skal være fast starter på fodboldlandsholdet, fordi han tirsdag aften i sin første landskamp fra start indtog en hovedrolle med et drømmemål i Danmarks 2-0-sejr over Østrig.

- Jeg er en dreng, der tager det dag for dag og er meget ydmyg. Jeg holder begge ben på jorden og har ikke de store armbevægelser. Jeg har altid været vant til at skulle kæmpe mig til tingene.

- De spillere, der spiller på min position på landsholdet (Thomas Delaney og Christian Eriksen, red.), spiller i større klubber end mig, så jeg skal blive ved med at holde begge ben på jorden og koncentrere mig om at få en god sæson i Bordeaux.

- I fodboldverden kan man ikke bare læne sig tilbage, for der er også andre, som har lavet gode mål før, siger Lukas Lerager.

Han havde kriller i maven inden kampen, men han føler, at han også ud over målet fik vist sig godt frem for Åge Hareide.

- Man bliver nødt til at vente på chancen. Det er et super godt landshold, og der er super spillere på de positioner, jeg kan spille på.

- Så når man endelig får chancen, gælder det om at byde sig til og lade være med at holde sig tilbage og være bange for at spille. Det var bare derudaf, siger Lerager.

Allerede inden kampen havde han en fornemmelse af, at han ville takke for landstrænerens tillid med et mål.

- Jeg snakkede med min bedste ven før kampen, og jeg havde det som om, at jeg ville score. Det lyder lidt mærkeligt, det er lidt en kliché at sige, når man har scoret, men jeg havde en fornemmelse af, at det ville komme, siger målscoren.

Målet var en sand perle.

På kanten af feltet spillede han først bande med Yussuf Poulsen, dernæst bande med Pione Sisto, og så tordnede Bordeaux-spilleren bolden i målhjørnet.

- Jeg tror, det er det bedste mål, jeg har lavet. Eller det er det!

Han lignede længe Danmarks eneste målscorer, men i overtiden scorede Martin Braithwaite til 2-0.

1:57
Se et helt interview med målscoreren herunder.